Solosejler sætter rekord fra Skagen til Færder

0

Når man sætter rekord den ene vej, kan man lige så godt også sætte rekord på vejen hjem. Rune Aasberg har gjort det – solo.

SINGLEHAND: For den norske sejler Rune Aasberg handler sejlsport ikke kun om at nyde livet til søs med andre. Han har investeret i en Class 40 og har brugt sæsonstarten til at sætte to rekorder. Fra Færder til Skagen. Og retur – på samme dag. Alene.

Den 11. april stævnede han ud på ruten fra Færder i Norge med retning mod Skagen – en af Norges allermest populære kapsejladsstrækninger. Målet var at sætte ny rekord i sin Class 40 solobåd Solo 2. Desværre for ham var vinden ikke så kraftig – kun omkring 14 knob.

Alligevel kunne han godt syv timer senere række armene i vejret ud for Skagen i vished om, at han havde sat ny rekord på strækningen: 7 timer, 7 minutter og 18 sekunder. Det er ny rekord for solosejlere.

Vel ankommet ved Skagens Rev vil de fleste nok liste i havn og købe sig et godt måltid mad på havnen i Skagen og skylle rekorden ned med dyre danske dråber i form af en øl og en snaps. Men ikke Rune.

Vi prøver bare igen

For vinden havde frisket på den sidste del af turen og skiftet fra vest til sydvest. Med andre ord: Perfekte betingelser for en tur nordpå. Derfor blev pausen bare til en bomning, inden han igen satte Code 5-forsejlet og fuldt storsejl.

Kursen blev sat lidt mod øst for at drage nytte af den medløbende strøm ved den svenske kyst. Farten steg fra 10-12 knob til 17-20 knob, og pludselig var en ny rekord indenfor rækkevidde.

Med Færder ret forud kunne han efter bare 5 timer, 40 minutter og 55 sekunder kalde sig for dobbelt rekordholder. Han slog dermed sin gamle rekord – med mandskab – med 10 minutter.

– Det er første gang, jeg har sejlet frem og tilbage til Skagen, mens det har været lyst, sagde en meget glad Rune Aasberg til Seilmagasinet efter målgangen.

Rune Aasberg har meget aktive planer for sæsonen med blandt meget andet Transat Jacques Vabre som højdepunktet.

Du kan læse mere om solo-satsningen her.