Skal America’s Cup afgøres med arme eller ben?

0
Bliver det arm-power eller ben-power, der kommer til at afgøre den 35. udgave af America's Cup? Foto: ETNZ.
Bliver det arm-power eller ben-power, der kommer til at afgøre den 35. udgave af America's Cup? Foto: ETNZ.

Mandskabet ombord på Emirates Team New Zealand genererer kraft ombord på cykler, mens de øvrige hold ‘grinder’ med svulstige overarme. Hør om teorierne bag begge tilgange.

AMERICA’S CUP: Det vakte voldsomt opsigt i America’s Cup-miljøet, da kiwierne som det eneste præsenterede deres skelsættende båddesign med cykler ombord.

De nye America’s Cup-fartmonstre kræver en voldsom mængde energi til de hydrauliske systemer ombord. Oliesystemet kører under sejladsen for fuld kraft for, at sejlerne kan trimme vingesejlet, hævning og sænkning af foils, hældning på foils og ror og meget mere.

Christian Kamp, den eneste danske sejler i den 35. udgave af America’s Cup, har tidligere her på siden beskrevet, hvor hårdt det er at holde en America’s Cup-katamaran flyvende på sine foils. Sejlerne ligger konstant på 85-95 procent af deres max-puls for at følge med bådenes enorme appetit på kraft, kraft og mere kraft.

Hver sejler skal konstant levere et sted mellem 200 og 300 Watt for at holde båden oppe på sine foils, forklarer han i artiklen.

Emirates Team New Zealand har derfor valgt at satse på at udnytte kroppens største musklerne – i benene – og udstyret deres båd med stationære cykler.

Ifølge Christian Kamp ser kiwierne skarpe ud. Deres forberedelser har været meget metodiske, og deres boathandling ser god ud, ifølge Kamp.

Bliver det arm-power eller ben-power, der kommer til at afgøre den 35. udgave af America’s Cup? Foto: ETNZ.

Skal America’s Cup afgøres med arme eller ben?

Han stiller sig tvivlende ovefor, hvorvidt AC-holdene har vist deres sande potentiale endnu. For selvom Artemis Racing har domineret træningssejladserne, er han ikke sikker på om, om konkurrenterne har givet fuld gas endnu.

– Emirates er helt klar med i favoritgruppen med os og Oracle. Men det vil vise sig, om kiwierne er hurtige nok til at få klikket ind i pedalerne og lave kraft, når vi kommer til pre-starterne og de tætte manøvrer, opsummerer Christian Kamp.

Nedenfor kan du se to videoer, der beskriver først Emirates Team New Zealands strategi med at udvikle cykel-power. Og derefter forklarer SoftBank Team Japan, hvorfor de valgte den konventionelle måde med ‘kaffemøller’ og arm-power.

Der er kun lidt over to uger til, at der bliver lukket op for godteposen, når den 35. udgave af verdens ældste sportsbegivenhed begynder på Bermuda.

Emirates Team New Zealand om ben-power:

– Cyklerne er kun én af mange nye opfindelser på vores nye båd, men det er den, der har fået mest opmærksomhed. Men vi mener, vi har fundet en opskrift på succes, fortæller teknisk designer på Emirates Team New Zealand, Tim Meldrum.

SoftBank Team Japan om arm-power:

– Forskellen mellem arm-power og ben-power er mindre, end folk tror, siger Ryan West, som er den fysiske træner for SoftBank Team Japan.

Den 35. udgave af America’s begynder fredag den 26. maj, og vinderen kan være fundet godt en måned senere – den 25. juni.