Nu tør de stå ved det: Oracle Team USA vender også på foils

0

Foiling er kommet for at blive. Og America’s Cup-sejlerne viser vejen. I sidste udgave af America’s Cup var det epokegørende at bomme på foils. Nu kan de vilde katamaraner vende på foils. Og det åbner op for en helt ny måde at sejle på.

AMERICA’S CUP: Japanerne viste vejen i april med en vending på foils i deres Softbank Team Japan America’s Cup-katamaran. Et par dage senere kopierede amerikanerne bedriften. Endelig er billederne sluppet ud.

I videoen øverst kan du se, hvordan det lykkes det amerikanske hold at holde tryk på sejl og foil i smuk harmoni, så båden forbliver flyvende og ikke rører vandet.

Det var Laser-sejler Tom Slingsby, der stod ved roret, da Oracle Team USA gennemførte deres første foiling vending.

– Vi har haft nogle katastrofale forsøg og store ulykker i vores forsøg hidtil. Men endelig lykkedes det, fortæller Tom Slingsby om episoden tilbage til den 21. april i år, hvor han og besætningen gennemførte deres første vending på foils.

Det betyder, at alles profetier – inklusiv undertegnedes – om, at katamaraner ikke ville fungere til matchrace, falder til jorden.

De gamle sløve padder

I de gode gamle dage var argumentet for at beholde de traditionelle 12-metere som weapons of choice, at bådene var garanti for gode vendedueller i pre-starten og på første kryds.

Det argument holdt for så vidt, til gengæld lignede bådene sløve padder på slør og læns. Da alting eksploderede omkring America’s Cup 33, hvor BMW Oracle Racing Team og Alinghi gik amok med monstermaskiner, så det i en periode trist ud for den tekniske matchrace.

De store 80-90 fods fartmaskiner kunne sejle stærkt. Oracles trimaran lidt stærkere end Alinghis katamaran. Men vende og manøvrere kunne de ikke. Sejladserne blev – udover Oracles fartoverskud – vundet på, at modstanderen var langsommere i manøvrer.

America’s Cup i San Fransisco med amerikanernes fantastiske come-back viste måske mere spændende sejlads end nogensinde.

Helt nye dimensioner

De teknologiske udviklinger og sejlernes dygtighed har åbnet en ny række af muligheder for intense, spændende, taktiske og seværdige sejladser.

Vi kan forvente, at det fremover kun bliver i pre-starten, at bådene har begge skrog i vandet. Fremover bliver der givet gas og foilet hele banen rundt.

Det kan vi takke Oracle og Larry Ellison for. Det var dem, der insisterede på, at America’s Cup skulle ind i det 21. århundrede. Det er vi kommet.

Tak for det.