Mark Turner er ny CEO for Volvo Ocean Race

0
www.Sejlernews.dk - Mark Turner - Volvo Ocean Race
Fra juni står Mark Turner i spidsen for Volvo Ocean Race. Han overtager efter norske Knut Frostad.

Efter 23 år på posten som chef for et af sejlsportens største PR-firmaer, skifter Mark Turner job og bliver ny chef for kapsejladsen Volvo Ocean Race. 

Han har selv været Jorden rundt som sejler, og nu skal han stå i spidsen for en af verdens mest prestigefyldte kapsejladser, Volvo Ocean Race, som CEO.

Han efterfølger norske Knut Frostad på posten, og flytter ind på chefkontoret 7. juni.

– Der er nok ikke nogen anden stilling i sejlsporten, som havde virket mere tiltrækkende end denne, efter jeg har stået i spidsen for OC Sport i mere end to årtier, siger Mark Turner til Volvooceanrace.com.

– Det er et kæmpe ansvar for mig at tage over efter Knut, som har gjort et fremragende stykke arbejde med at transformere kapsejlads til sportens største og mest kommercielle top-event. Det er min opgave at løfte arven, der går helt tilbage til 1973. Det er en platform, som kan forme sportens fremtid, lyder hans beskrivelse af opgaven.

Bestyrelsesformand for Volvo Ocean Race, Henry Stenson, er ikke overraskende tilfreds med udnævnelsen.

– Det har været en lang proces med at finde Knuts afløser, men jeg ved, Mark Turner er den rette mand til den her udfordrende opgave, siger han.

Manden bag Ellen MacArthur

Engelske Mark Turner har som sejler deltaget i Transat Jacques Vabre og Mini Transat, men han er nok mest kendt for at stå bag Ellen MacArthurs andenplads i Vendée Globe i 2001, hvor hun blev nummer to. Han var derefter tovholder på projektet, da MacArthur satte sin verdensrekord med solosejlads Jorden rundt i 2001.

Herefter lancerede Mark Turner Extreme Sailing Series i OC Sports-regi, men han er i forbindelse med det nye job helt udtrådt af den daglige drift og bestyrelsesarbejde i OC Sport.

Den næste udgave af Volvo Ocean Race 2017-2018 begynder til oktober næste år.

Følgende byer er allerede opgjort som stop-overs:

  • Alicante, Spanien
  • Auckland, New Zealand
  • Cape Town, Sydafrika
  • Cardiff, Wales,
  • Gøteborg, Sverige
  • Lissabon, Portugal
  • Newport, Rhode Island, USA

Volvo Ocean Race 2014-15 - Leg 8 to Lorient