Langsigtet plan for America’s Cup er på plads

0

Der er sket noget vildt i verdens ældste kapsejlads og sportsbegivenhed – America’s Cup – der er opstået enighed.

America’s Cup har altid være arnested for et hav af skænderier og juridiske slagsmål mellem super-ego’er, team-ejere og milliardærer.

Det har været det dna, som har været kendetegnende for samtlige foregående 34 udgaver i cup’ens 165 år lange historie. Men nu spiller det sammenbragte orkester med nye toner.

En ny vision er på plads for America’s Cup, og den blev præsenteret af samtlige involverede hold i den 35. udgave af America’s Cup, er skal sejles på Bermuda til sommer. Der er opnået enighed, der kommer til at gælde for den 36. og 37. udgave af verdens ældste sportsbegivenhed.

– Det her er et betydningsfuld øjeblik i America’s Cup-historien, hvor holdene er gået sammen i en beslutning der ikke bare tilgodeser dem selv – men også selve America’s Cup, udtaler den fem-dobbelte vinder Russell Coutts, der nu også kan kalde sig Sir Russell Coutts, i forbindelse med en pressebriefing.

– Sejlere og hold, der vil være med i det her game, vil vide, hvor meget det koster, hvilken båd der skal sejles i, og hvilke regler der skal sejles efter. Og med denne beslutning kan holdene begynde at planlægge, siger Oracle-ejer Larry Ellison, der var hovedkraften bag at satse på flerskrogsbåde.

Beslutningen blev præsenteret i The House of Garrard i London, hvor America’s Cup i sin tid blev skitseret tilbage i 1848.

Nu kan der planlægges

Den fælles beslutning betyder:

  • America’s Cup kommer til at foregå over en to-års cyklus med AC36 i 2019 og AC37 i 2021.
  • America’s Cup World Series (ACWS) begynder allerede i fjerde kvartal af 2017. Steder, sponsorer og mediepartnere bliver kontaktet og lavet aftaler med over de kommende seks måneder. Målet er, at 12 hold melder sig til America’s Cup over de kommende to år.
  • Det første år af ACWS kommer til at foregå i AC45 – de samme både, der er blevet brugt op til den kommende Cup.
  • Året efter kommer til at foregå i de nye America’s Cup Class-både (ACC), der skal sejles i til sommer – med en mindre ændring, der skal udvide det vindområde, bådene kan sejle i til at omfatte vindstyrker fra fire til 25 knobs vind. Efter overgangen til de nye ACC-både bliver AC45’erne sendt på pension, og ACC-bådene bliver de eneste både, der vil blive brugt
  • ACWS kulminerer med en finaleevent før selve America’s Cup – samme sted som Cup-finalen skal sejles – og resultatet af ACWS skal bruges til at udvælge udfordrerne til America’s Cup – en såkaldt Challenger Finals. America’s Cup fortsætter med at være en event, hvor en udfordrer får lov at møde den forsvarende mester.
  • Challenger Finals og selve America’s Cup (udfordrer mod forsvarer) bliver afholdt i 2019 et sted, som vinderen af AC35 udvælger.
  • For at reducerer omkostninger får holdene ikke lov til at bygge, teste eller træne i AC45-både, som de har i denne cyklus op til AC35.
  • Ovenstående gentages for AC37 – med den undtagelse, at al sejlads kommer til at foregå i den nye ACC-både.

– Denne aftale omhandler en eventform i moderne kapsejlads, som er langt over sidste salgsdato. Bådene og sejladserne er utroligt spændende at opleve – uanset, om du er sejler eller ej. Denne beslutning underbygger America’s Cups fundament som verdens førende kapsejladsbegivenhed, annoncerede Torbjörn Törnqvist fra Artemis Racing.

– Den nye ramme for America’s Cup er afgørende for fremtiden i AC-sammenhæng. Cup’en har en utrolig 165 år lang historie, men endelig har holdene mulighed for at planlægge mere end en Cup frem, siger Ben Ainslie om beslutningen.

Emirates Team New Zealand ikke med i aftale

En beslutning, der også bakkes op af Jimmy Spithill.

– Vi har alle set hvor skadende den stille periode efter en America’s Cup-finale, hvor forsvaren udtænker sine næste træk, kan være for de øvrige teams. I løbet af det sidste år har vi arbejdet sammen om at løse det problem. Jeg tror, beslutningen vil gå over i America’s Cup-historien. Den er god for fans, sejlerne og kommercielt, siger han om den nye aftale, der underskrevet af fem af de seks hold, som er med i AC35:

  • ORACLE TEAM USA
  • Artemis Racing
  • Team France
  • Land Rover BAR
  • Soft Bank Team Japan

Det eneste hold, der ikke har skrevet under er Emirates Team New Zealand. De har nægtet at kommentere beslutningen med andet end et Facebook-opslag. 

Til det svarer underskriverne:

– Kiwi’erne er blev orienteret løbende, og vi håber optimistisk, at de kommer med på aftalen på et senere tidspunkt, siger Tim Whitmarsh.

Håbet med den fælles beslutning er, at den økonomiske ramme for en kommende America’s Cup-satsning kan holdes indenfor 30-40 millioner dollars for en to-års periode.
Tiden vil vise, om det beløb og den beslutning holder. For kun én ting er sikker i America’s Cup-sammenhæng: Det er nok den ældste sportsbegivenhed i verden – det er også den mest forudsigelige.

Der er for første gang i America's Cup-historien lavet en langsigtet plan.
Der er for første gang i America’s Cup-historien lavet en langsigtet plan.