Hvem har leveret Årets Sejlsportspræstation 2016?

0
Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen er blandt de nominerede til Årets Sejlsportspræstation. Foto: Mick Anderson.

Fem kandidater er nomineret til prisen for Årets Sejlsportspræstation 2016. Priskomiteen er fra i år udvidet med en onlineafstemning, hvor du kan stemme på din favoritkandidat. 

Årets Sejlsportspræstation er uddelt hvert år siden 1987 til den sejler eller besætning, der har leveret årets mest bemærkelsesværdige resultat.

I 2015 gik prisen til Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom oven på hendes VM-guld – og samme Rindom er nomineret igen her i 2016 sammen med fire yderligere kandidater.

Årets Sejlsportspræstation er uddelt hvert år siden 1987. Prisen hylder en besætning eller enkeltperson, som i det forløbne kalenderår har opnået et ekstraordinært resultat. Sammen med hæderen følger et vinderbeløb på 10.000 kr.

Her er de nominerede til prisen for Årets Sejlsportspræstation 2016:

  • Anne-Julie og Maiken Foght Schütt, 49erFX
    For at rejse sig oven på en mistet OL-plads ved at vinde VM-sølv
  • Anette Viborg og Allan Nørregaard, Nacra 17
    For at vinde VM-sølv – Danmarks hidtil bedste resultat i klassen
  • Josephine Frederiksen og Daniel Bjørnholt, Hobie 16
    For at vinde Danmarks første VM-guld i klassen
  • Anne-Marie Rindom, Laser Radial
    For igen at slå til, når det gælder – i år med både VM- og OL-bronze
  • Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, 49erFX
    For et konstant højt niveau, der i år gav både EM-guld og OL-bronze

I alt 15 stemmer afgør, hvem der får tildelt prisen. Ni af stemmerne kommer fra en priskomité, hvor Bådmagasinet, Minbaad.dk, BådNyt, Politiken, DR, TV2, Team Danmark samt Dansk Sejlunions formand og sportschef hver især afgiver én stemme.

De sidste seks stemmer kan DU være med til at fordele. Som en nyskabelse indgår der fra i år en onlineafstemning i uddelingen af Årets Sejlsportspræstation. De tre kandidater, der opnår flest onlinestemmer, tildeles henholdsvis tre, to og én stemme(r) i den endelige sammentælling.

Du kan deltage i den officielle afstemning i afstemningsfeltet herunder. Din stemme skal være afgivet senest den 31. december 2016.

Prisen, der foruden hæder også tæller en vindercheck på 10.000 kr., overrækkes til vinderen kort efter nytår – så vidt muligt ved en reception i hjemklubben.

Modtagere af Årets Sejlsportspræstation

2015
Anne-Marie Rindom, Horsens Sejlklub, for VM-guldet i Laser Radial. En præstation der også gav landsholdssejleren en nominering til Årets Sportsnavn 2015.

2014
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen, Aarhus Sejlklub, for deres forsvar af EM-guldet i 49erFX, titlen som juniorverdensmestre i klassen samt valget som “Årets Fund”.

2013
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen, Aarhus Sejlklub, for deres EM-guld i 49erFX på hjemmebane i Aarhus.

2012 
Jonas Høgh-Christensen, Kongelig Dansk Yachtklub, for OL-sølv efter en intensiv kampagne med fantastisk sejlads i Weymouth, hvor han sluttede a-point med Ben Ainslie.

2011 
Emil og Simon Toft, Skive Sejlklub, for VM- og EM-bronze i den olympiske 49er. Det var den første danske VM-medalje i den olympiske klasse.

2010 
Christian Kamp, Horsens Sejlklub, for den vigtige rolle, som han i årets løb spillede på Team Origin på holdets vej mod den samlede sejr i VM-serien i matchrace.

2009 
Jonas Høgh-Christensen, Kongelig Dansk Yachtklub, for sit andet VM-guld i Finnjolle vundet på hjemmebane i Vallensbæk.

2008 
Jonas Warrer og Martin Kirketerp, Kaløvig Bådelaug, for deres dramatiske OL-guld i 49er ved de Olympiske Lege i Beijing.

2007 
Det danske Ungdomslandshold bestående af Henrik Søgaard, Søren Kristensen, Emil Landry, Jacob Dannefer, Sarah Gunni, Katrine Ditmar, Rie Luxhøi, Thorbjørn Schierup, Søren Buhl og Line Wittrup for at have sejlet Danmark ind på en meget flot samlet 2. plads i nationskonkurrencen Ungdoms-VM.

2006 
Jonas Høgh-Christensen, Kongelig Dansk Yachtklub, for at vinde verdensmesterskabet i Finnjolle.

2005 
Jørgen Schønherr (Køge Sejlklub), Anders Kæmpe (Køge Sejlklub) og Axel Waltersdorph (Fredericia Sejlklub) for deres VM-guld i Drage samt sejr ved den prestigefyldte Gold Cup.

2004 
Signe Livbjerg, Kaløvig Bådelaug, for hendes imponerende og meget overraskende bronzemedalje i Europajollen ved de Olympiske Lege i Athen.

2003 
Jesper Radich, Anders Kristensen, Chresten Plinius, Peter Poulsen og Rasmus Winston Rasmussen, Skovshoved Sejlklub, for deres flotte præstation med at vinde den verdensomspændende Swedish Match Serie i 2003.

2002 
Nicklas Holm og Martin Leifelt, Kongelig Dansk Yachtklub for deres gennembrud til den internationale elite i en af de hårdeste olympiske klasser, Starbåden.

2001 
Michael Hestbæk og Rasmus Terp, Vallensbæk Sejlklub/Farum Sejlklub, for deres europamesterskab i 49er-klassen allerede i den første sæson for makkerparret.

2000 
Jesper Bank, Thomas Jacobsen og Henrik Blakskjær, Fredericia Sejlklub/ Kaløvig Bådelaug for deres fantastiske præstation med guld ved OL i Sydney 2000.

1999 
Stig Westergaard, Bjørn Westergaard og Jens Bojsen-Møller, Skovshoved Sejlklub, for deres suveræne verdensmesterskab i Soling.

1998 
Søren Johnsen, Skive Sejlklub/Kaløvig Bådelaug, for VM-guld i Europajolle 1998. I øvrigt det første VM-guld en dansk mandlig sejler nogensinde har vundet i klassen.

1997 
Susanne og Michaela Ward, Kongelig Dansk Yachtklub, for førstepladsen på ISAF’s verdensrangliste 1997 samt EM-sølv og topplaceringer ved en række internationale OL-klasse-stævner.

1996 
Kristine Roug, Yachtklubben Furesøen/Kongelig Dansk Yachtklub, efter OL-guld i Savannah i Europajolle. Samtidig det første OL-guld til en kvindelig dansk sejler og dansk idræts første kvindelige OL-guld siden 1948.

1995 
Thomas Sehested Larsen, Rønbjerg Surfklub – efter suverænt at have vundet Junior-VM i Funboard for andet år i træk.

1994 
Kristine Roug, Yachtklubben Furesøen/Kongelig Dansk Yachtklub, efter at have vundet VM i den olympiske Europajolle samt ISAF’s VM i én-personsjoller/Laser Radial samme år – alt sammen inden for en periode på kun tre uger.

1993 
Dorte O. Jensen, Nyborg Sejlforening, efter VM-guld i Europajolle foruden en overbevisende sæson ved de største internationale stævner.

1992 
Jesper Bank, Steen Secher og Jesper Seier, Fredericia Sejlklub, for OL-Guld i Soling i Barcelona – som kronen på værket efter en intens fireårig målrettet satsning mod OL.

1991 
Dorte O. Jensen, Nyborg Sejlforening, for at vinde guld ved blandt andet ISAF’s Dame-VM samt ved For-OL.

1990 
Jørgen Schønherr og Anders Kæmpe, Køge Sejlklub, efter blandt andet VM-, EM- og NOM-guld samt samlet Europa Cup-sejr i året 1990.

1989 
Jesper Bank, Fredericia Sejlklub, der som rorsmand vandt blandt andet VM-guld samme år i Soling, H-båd og Drage.

1988 
Jørgen Bojsen-Møller og Christian Grønborg, Hellerup Sejlklub/Vallensbæk sejlklub, for OL-Guld i Flying Dutchman i Pusan, Sydkorea.

1987 
Jørgen Bojsen-Møller og Christian Grønborg, Hellerup Sejlklub/Vallensbæk Sejlklub, efter blandt andet VM-guld samt guld ved For-OL i Flying Dutchman.