140 vilde katamaraner har sat kursen mod et kæmpe VM i Vallensbæk. Arrangørerne er nervøse.

Det begynder at krible hos arrangørerne af VM i F18-katamaraner.

– Vi producerer jævnligt store stævner i Vallensbæk Sejlklub, men til dette VM har vi skiftet et gear op og løftet ambitionen på alle fronter, siger Kenneth Bøggild, formand for Vallensbæk Sejlklub.

Klubben er vært for Formula18 World Championships 2017, hvor tilmeldingslisten er lige har rundet 140 både fra i alt 22 lande.

– Det er med stor glæde og let nervøsitet at vi nu runder 140 både, men det hele hviler på en flad organisering af lige under 80 motiverede frivillige, og en stribe sponsorer med Pantaenius i spidsen, så vi er klar til at levere race management, sikkerhed og on-shore aktiviteter i verdensklasse, siger formanden.

Lidt regnestykker viser, at pladskravene for 140 F18 katamaraner med tilhørende trailere, biler, telte og grej lander på voldsomme 15.000 netto-kvm. Vallensbæk Sejlklub har derfor bredt sig langt ud over selve havnen-øen og har inddraget en stor del af Strandparken for at få logistikken til at gå op. Bådene starter ud fra stranden, og strandparken inddrages til parkering og camping.

Danmarks bredeste slæbested

Kenneth Bøggild er derfor glad for en hjælpende hånd fra kommunen.

– Vallensbæk Kommune har været fremragende og konstruktive i at finde den rette balance mellem vores ønsker og hensynet til byens borgere. Vi fylder trods alt en del af Strandparken, og byens bedste badestrand midt i juli, men kommune haft gravemaskiner på stranden for at jævne og klargøre 300 meter strand til de mange katamaraner. Det bliver Danmarks bredeste slæbested, siger Kenneth Bøggild.

Vallensbæk Sejlklub arrangerer VM for F18 i juli.
Vallensbæk Sejlklub arrangerer VM for F18 i juli.

Mængden og pladskravet på vandet er ligeledes en udfordring for racemanagement. Rygraden dannes af 20 RIB’s, der er klar til juli at styre linjer og trapezbaner. Selvom bådene bliver inddelt i flere felter, skal banerne være ret store. En Formula 18 katamaran sejler hurtigt 12 knob på kryds, og det skal indregnes i bane- og linje længder.

Nyt sikkerhedskoncept

Sejlernes sikkerhed er et af fokusområderne i planlægningen.

– At håndtere 140 både på vandet kræver, at vi arbejder med hele sikkerhedskonceptet. Vi har afholdt et 40 båds Nordisk F18 mesterskab for et par år siden, og det har lært os meget omkring, hvad der skal til. Sammen med sponsorer og Dansk Sejlunion er der blevet udviklet et helt nyt koncept omkring sikkerhed, som jeg er sikker på vil danne skole for fremtidige store stævner i Danmark. Det glæder vi os til at præsentere, siger formanden, der glæder sig til sejladserne begynder.

– Vi er spændte og koncentrerede om opgaven. Man kan kun være stolt af at kunne løfte så meget i flok.

Stævnet starter den 7 juli og varer til den 15 juli.

Vallensbæk Sejlklub arrangerer VM for F18 i juli.
Vallensbæk Sejlklub arrangerer VM for F18 i juli.