Den olympiske bronzevinder skifter for en periode 49erFX’en ud med en VO65’er, når hun skal Jorden rundt med det dansk-amerikanske projekt Vestas 11th Hour Racing.

VOLVO OCEAN RACE: Når starten til det næste Volvo Ocean Race går den 22. oktober i spanske Alicante, hopper den olympiske bronzemedaljevinder Jena Mai Hansen i sejlertøjet og går ombord på den dansk-amerikanske båd, Vestas 11th Hour Racing.

Den oplysning bekræftes af hovedpersonen selv – eksklusivt til Sejlernews.dk – 100 dage før starten.

– Ja, det er rigtigt. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg er glad for, at det endelig er kommet ud. Det har været en svær beslutning på grund af min OL-satsning med Katja, men det er en mulighed, man ikke siger nej til, siger Jena Mai Hansen.

Volvo Ocean Race bliver Jena Mai Hansens ‘baptism of fire’.

Vildt at styre med 40 knob

Ocean-sejlads har aldrig været en del af hendes opvækst i sejlsporten.

– Træningsturene over Atlanten var faktisk min allerførste tur, hvor jeg har prøvet at sejle om natten, og det var en ret intimiderende og fantastisk oplevelse på samme tid, forklarer hun.

Men bådens potentiale har overrasket hende.

– At styre en VO65 midt i Atlanten i buldermørke, mens man sejler 40 knob, er uden tvivl noget af det vildeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg er sulten efter meget mere oceansejlads og begejstret for at være en del af et dygtigt, internationalt hold. Bring it on, siger hun begejstret.

Meet the team – spritny video fra Vestas 11th Hour Racing. 

Der er ni sejlere ombord, og hun får følgeskab af et rutineret hold og den engelske sejler Hannah Diamond. Jena skal ikke sejle alle etaper og skal bytte plads ombord med Hannah.

– Vi skal ikke sejle på på båden på samme tid. Jeg skal sejle leg 1 og 2 – fra Alicante til Lisabon og Lisabon til Cape Town. Og senere skal jeg med sikkerhed sejle Hong Kong til Auckland – og muligvis nogle af inshore-sejladserne.

Går stadig efter OL-guld i Tokyo

Mod slutningen af sejladsen hopper hun igen ombord fra Cardiff til Gøteborg og på etapen fra Gøteborg, indenom Dokk1 i Aarhus og til Den Haag i Holland.

– Det bliver det vildeste at sejle på en VO65er ind gennem Aarhus Havn. Jeg håber og tror på, at vi får kæmpe stor opbakning, når vi runder mærket lige ud for Dokk1.

På havnen i Aarhus håber hun at se sin makker i 49erFX’eren fra Hellerup Sejlklub, Katja Salskov Iversen.

– Volvo Ocean Race ændrer ikke vores planer om at vinde OL-guld i Tokyo. Vi må bare revurdere vores træningsplan og træne smartere i de perioder, hvor jeg ikke skal sejle Volvo Ocean Race, slår Jena Mai Hansen fast.

Aarhus, Denmark, 20170714: JENA MAI HANSEN SKAL SEJLE VOLVO OCEAN RACE – den danske OL-bronzevinder Jena Mai Hansen skal sejle Jorden rundt i Volvo Ocean Race. Hun fortsætter også i 49erFX med Katja Salskov-Iversen mod målet om OL-guld i Tokyo. Photo: Mick Anderson.

Dermed er det danske håb om en dansk OL-guldmedalje intakt i 49erFX-klassen. Jena skifter bare træningen i Aarhus Sejlklub ud med en endeløs række af frysetørrede måltider, evigt vådt sejlertøj, 18 timers arbejdsdag i al slags vejr som en ud af to piger ombord på en båd, der skal gennemsejle nogle af verdens mest stormblæste og øde områder på planeten.

– Min rolle ombord bliver primært at styre. Jeg er god til at styre hurtige både, og drengene er meget stærkere og bedre til at flytte sejl og bruge kræfterne. Man er på vagt fire timer ad gangen, og når man ikke er på dæk, laver man rengøring og mad. Og det er altså ikke kun pigerne, der kommer til at stå ved gasblusset, alle laver sin egen mad og reder sin egen seng, som vi deler med en af dem, der så er på vagt.

En unik chance

Ubekvemmelighederne til trods er Jena ikke i tvivl om, at nu er det rigtige tidspunkt at kaste sig ud i storbådssejlads.

– De her chancer må man ikke lade gå fra sig. Og at det så ovenikøbet bliver på en båd med dansk flag på hækken og Vestas-logo i sejlene er bare fantastisk, jubler Jena Mai Hansen, inden hun hopper i sejlertøjet for at træne med Katja Salskov-Iversen og resten af Sejlerlandsholdet, der holder træningslejr i Aarhus.

Skipper Charlie Enright siger om udtagelsen af holdet:

– Vi har taget os god tid for at finde den helt rigtige besætning, og vi kunne ikke have ønsket os en bedre gruppe. Der er 100 dage fra nu til sejladsen skydes i gang, og vi skal bruge den tid til at ryste holdet sammen. Jeg er ovenud tilfreds med, hvordan vores sponsorer og stærke bæredygtighedsprofil giver holdet en god chance for at tage den overordnede sejr, siger kaptajn ombord og medstifter af 11th Hour Racing, Charlie Enright.

Holdet forbereder sig lige nu på at rejse til Syd-England for at træne forud for starten på sejladserne Round-the-Island og Cowes Week efterfulgt af Rolex Fastnet Race, hvor de for første gang kan måle sig mod de andre Volvo Ocean Race-hold, der også stiller til start.

Fra sidst i oktober og frem til den afsluttende sejlads Den Haag den 30 juni skal hun, holdet og de øvrige Volvo Ocean Race-deltagere tilbagelægge ikke mindre end 45.000 sømil i en kapsejlads, der går helt tilbage til 1973 under navnet ‘Whitbread Round the World’, inden sejladsen blev overtaget af hovedsponsor Volvo i 2001.

Det samlede Vestas 11th Hour Racing-hold:

  •  Nick Dana; USA; Styrmand
  •   Hannah Diamond; Storbritannien; Besætning
  •   Charlie Enright; USA; Kaptajn og medstifter
  •   Simon Fisher; Storbritannien; Navigatør
  •   Damian Foxall; Irland; Besætning
  •   Jena Mai Hansen; Danmark; Besætning
  •   Phil Harmer; Australien; Besætning
  •   T om Johnson; Australien; Besætning
  •   T ony Mutter; New Zealand; Besætning
  •   Mark Towill; USA; Holdchef og medstifter

Se mere om Vestas 11th Hour Racing i denne film.