Bådene falder fra hinanden i Vendée Globe

0
Thomas Ruyants båd knækkede midt over, efter han ramte en flydende container.

Vendée Globe er ekstrem på alle måder. Det er verdens sejeste sejlere, der står ved roret, og bådene er optimeret til solo-sejlads, men grejet kan ikke holde til de hårde betingelser til søs.

Den seneste i rækken er Paul Meilhat, der har problemer med svingkølen. Stemplet har en revne på 40 cm, og det betyder, at den i stedet for være kørt helt ud til luv, hænger den mod læ, fremgår det af den seneste nyhedsopdatering på www.vendeeglobe.org.

Han har været nødt til at stoppe sejladsen mod Kap Horn og styrer i stedet for mod nord, mens han forsøger at fiksere køle i midten af båden.

Paul Meilhat hørte i eftermiddags en høj lyd, hvorefter der begyndte at flyde hydraulikvæske ud i båden. Han troede først, at det var en slange, der var gået, men kort efter opdagede han revnen i stemplet, der svinger kølen fra den ene side til den anden.

Hans position er lige nu 2000 sømil fra New Zealand – midt i det Indiske Ocean, så der er ikke nogen umiddelbare redningsmuligheder for ham, hvis situationen skulle forværres.

Gæster ombord

Efter et par frygtindgydende dage har Thomas Ruyant i dag fået selskab ombord på Le Souffle du Nord af to specialister bevæbnet med pumper, der skal forsøge at holde vandniveauet i hans knækkede båd nede, så de kan klare sig det sidste stykke vej ind til Bluff i New Zealand.

Ruyant ramte forleden det, man formoder er en drivende container, med det rædselsvækkende resultat, at båden knækkede midt over og begyndte at tage vand ind.

På videoen nedenfor kan man tydeligt se, hvordan båden er flækket fra dækket ned til vandlinien.


D43 : Thomas Ruyant’s reaction to the damage… by VendeeGlobeTV

Forståeligt nok var Ruyant rædselsslagen for konsekvenserne, mens han filmer. Siden han vendte snuden mod Bluff har han kæmpet mod en stadig mere ustabil båd, der var fyldt med vand i stævnen, og tanken om at evakuere båden og hoppe i redningsflåden er strejfet ham mange gange.

– For nogle timer siden troede jeg, at det hele var slut for båden. Jeg kunne ikke længere bevæge mig fremad i 45 knobs modvind. Jeg gik under dæk og havde den ene finger på nødopkaldsknappen, mens jeg mistede kontrollen over båden med minutters mellemrum på grund af skaderne på styretøjet. Riggen stod helt løst, og hækstagene stod helt løse. Så det var en kæmpe forløsning at runde sydpunktet af New Zealand og se solen gå ned over kysten, fortalte han sit land-crew i en melding i morges.

 

Otte ud af 29 både ude

Med det seneste havari er otte både ud af de 29 startende ude, og hvis Meilhat ikke får styr på kølen, er en tredjedel af feltet ude, inden den første båd har rundet Kap Horn.

Selv båden på andenpladsen, Hugo Boss, er handicappet, efter skipper Alex Thomson også ramte det, han mener er en flydende container og rev den ene foil af på styrbord side.

Vendee Globe
Stillingen i toppen er uændret, efter den førende har gennemsejlet totredjedele af turen Jorden rundt.

Set i det lys er det ualmindeligt godt klaret, at han hænger på i toppen – 500 sømil eller en dags sejads – efter Armel Le Cléac’h i front.